Tre nye indsatsområder skal styrke kunst- og kulturlivet på Fyn
Lars Erik Hornemann, formand, Kulturregion Fyn, glæder sig over de mange kunst- og kulturtilbud, som Kulturregion Fyn har søsat og været fødselshjælper på med afsæt i den gamle kulturaftale, men han glæder sig også til at tage hul på et nyt kapitel.
- Nu vil vi blandt andet bruge vores erfaring og viden til at løfte kunst og kultur ind på sundhedsområdet og øge fokusset på, at kunst og kultur også har et sundhedsfremmende perspektiv. Det bliver enormt spændende at indgå i et samarbejde med sundhedssektoren og se, hvordan vi kan være med til at styrke fynboerne sundhed og livskvalitet. Derudover har vi valgt at fokusere på Fyns unikke natur og bruge den som ramme om kunst- og kulturprojekter, der giver fynboerne mulighed for at dyrke deres kulturarv. Og endelig flytter vi vores fokus fra scenekunstområdet til den visuelle kultur, hvor vi vil koncentere os om at styrke børn og unges unges kompetencer i at tænke og arbejde med visuelle udtryksformer. Det er tre indsatsområder med et stort potentiale, og vi glæder os meget os meget over, at det netop er de tre områder, vi kommer til at dykke ned i, siger Lars Erik Hornemann.
De tre indsatsområder
Kultur & Sundhed
Kulturregion Fyn vil i 2020 understøtte sundhedsfremmende tiltag, hvor fagprofessionelle fra social- og sundhedssektoren samarbejder med fagprofessionelle fra kultursektoren om at tilrettelægge og gennemføre projekter og programmer, der kombinerer kunst- og kulturoplevelser med et bevidst sundhedsfremmende perspektiv. Sundhedsfremmende kultur kan defineres som: aktivt engagement i en kulturaktivitet, som styrker deltagernes fysiske, psykiske og/eller sociale livskvalitet og velfærd
Visuel Kultur
I 2020 ønsker Kulturregion Fyn at højne eksisterende aktivitets- og undervisningstilbud til børn og unge på Fyn inden for de visuelle genrer. Det vil vi gøre ved at skabe sammenhæng og synergi mellem eksisterende initiativer og udvikle supplerende og nytænkende tilbud. Vi ønsker at øge børn og unges kompetencer i de discipliner, hvor man arbejder med visuelle udtryksformer, men også at give dem en ny platform, hvorfra de med deres egen stemme kan udtrykke sig og deltage i samfundet.
Kultur i Naturen
I 2020 vil Kulturregion Fyn skabe kunst- og kulturprojekter, der bruger den unikke fynske natur som katalysator for oplevelser og nye fællesskaber på tværs af Fyn. Ved at bruge Fyn og øernes kultur- og naturlandskaber vil kulturregionen styrke, fremhæve og udvikle den fynske identitet og skabe større viden om fynboernes kulturarv. Kulturregionen vil facilitere nye og eksperimenterende kunst- og kulturprojekter, hvor naturen er centrum for oplevelserne og aktivt bruges til at udfordre publikum, men også giver plads til ro og fordybelse.