Oplev Alfio Bonannos land-art værk Insektskoven med ArtMobile
Først fungerede Kulturregion Fyns ArtMobile som en interaktiv kunstinstallation, så fik skoleelever mulighed for at hacke ArtMobile og prøve kræfter med kreativ programmering, og nu rykker ArtMobile ud på Johannes Larsen Museet, hvor den skal formidle kunstneren Alfio Bonannos land-art værk Insektskoven i 3D og fra forskellige synsvinkler.
ArtMobile har haft en omskiftelig tilværelse, og nu skal den være med til at formidle land-art på en helt ny måde på Johannes Larsen Museet. Med ArtMobile bliver det muligt at trække land-art værket Insektskoven, som ligger på Amager Fælled i København, ind i særudstillingen "Alfio Bonanno", som åbnede 2. oktober på Johannes Larsen Museet.
Oplevelsen af selv at besøge Insektskoven bliver oversat til en visuel oplevelse, hvor museets gæster kan rejse i tid og rum og komme helt tæt på Insektskoven gennem øjnene af forskellige væsener som for eksempel et insekt, en hund eller en fugl.
Kurator Christian Kortegaard Madsen siger om udstillingen og ArtMobiles rolle:
- Alfio Bonannos kunst, som bl.a. handler om økologisk tænkning, klima og migration, er mere relevant end nogensinde. Derfor er det enormt interessant med Artmobile-installationen og VR-produktionerne at opleve teknologiske formidlingsløsninger, som kan være med til at udbrede den tænkning som Bonanno i årtier har praktiseret i sin kunst. Selvom installationen er stedsspecifik, kan man ved hjælp af VR og Artmobile helt bogstaveligt tage oplevelsen af værket, dets æstetik og rummelighed, med ud.
ArtMobile er kun et ud af flere elementer i udstillingen, som spænder over Alfio Bonannos malerier, tegninger, skulpturer og land-art.
Filmene i ArtMobile er produceret af Die Asta Experience og Immersive Stories.