Ny Facebook-gruppe for kultur- og sundhedsinteresserede
I starten af 2020 introducerede Kulturregion Fyn Kultur & Sundhedspuljen, som har til formål at støtte projekter, der afsøger og eksperimenterer med, hvordan kunst- og kulturtiltag kan styrke velvære og trivsel, forebyggelse og helende processer. I den forbindelse var det meningen, at der skulle afholdes et inspirationsmøde, hvor alle der påtænkte at søge puljen kunne møde hinanden, og hvor Kulturregion Fyn gjorde rede for tankerne bag puljen - men så ramte COVID-19. Der blev trykket på pause-knappen i hele det danske samfund, og inspirationsmødet blev aflyst.
Corona-restriktionerne er siden blevet delvist løftet, men nu er det for sent med et inspirationsmøde. I stedet har Kulturregion Fyn oprettet Facebook-gruppen "Kulturregion Fyn: Kultur & Sundhed"
I gruppen poster Kulturregion Fyn nyheder om puljen samt vores generelle indsats på kultur- og sundhedsområdet, men gruppen skal især ses som et sted, hvor gruppemedlemmer kan mødes, efterlyse samarbejdspartnere, dele viden, stille spørgsmål og meget mere. Det kan være i forhold til at søge puljen, men også generelt. Man kan efterlyse et godt råd i gruppen, hvis man er i tvivl om noget, og sidder man inde med viden, som er relevant for alle med interesse for puljen og området, er man meget velkommen til at dele den viden med gruppen.
Alle er velkomne, og vi håber at I vil fnde gruppen nyttig.