Kunst og kultur skal hjælpe europæere - med inspiration fra fynsk model
Odense Kommune skal lede et nyt europæisk projekt - et såkaldt Interreq-projekt i landene omkring
Østersøen. Projektet hedder "Arts on Prescription in the Baltic Sea Region", hvilket kan oversættes til "Kultur på Recept i Østersø-regionen".
Formålet med projektet er gennem kulturelle aktiviteter at styrke den mentale sundhed hos borgere.
Projektet er et samarbejde mellem 12 forskellige aktører fra 7 lande omkring Østersøen og løber frem til 2025. Projektet er støttet af EU og beløber sig samlet på ca. 26 millioner danske kroner, heraf er 20 procent finansieret af partnerne i projektet - resten af EU.
Kultur har en positiv effekt på helbredet
Kultur på Recept er et koncept, som allerede er afprøvet i mindre skala i lande som England, Sverige og Danmark. Ideen bag er, at mennesker med mentale udfordringer såsom depression, angst eller stress får en recept - ikke på medicin, men på at deltage i kulturaktiviteter i en gruppe med andre. Tidligere projekter har vist, at det har en positiv effekt på deres mentale trivsel.
Nu skal rette fremtidige opskrift for Kultur på Recept findes
Når kommuner og andre organisationer skal planlægge og implementere Kultur på Recept-projekter, så er det typisk en udfordring, at der mangler erfaring med at samarbejde mellem kulturområdet og sundhedssektoren. Det vil desuden ofte være helt nyt for den enkelte aktør at skulle organisere og evaluere sådan et projekt, og der afsættes sjældent midler til idriftsættelse efterfølgende. Derfor vil partnerne i dette projekt udvikle en fælles blivende model for fremtidige Kultur på Recept-projekter baseret på forskning og erfaringer fra tidligere projekter, som skal kunne tilpasses de nationale og lokale forhold og det offentlige sundhedssystem i forskellige lande.
Projektet bliver afprøvet af lokale offentlige myndigheder i samarbejde med kulturinstitutioner og
evalueret for at afdække både effekten på helbredet, organisering og sundhedsøkonomiske gevinster.
Både offentlige kultur- og sundhedsmyndigheder og NGO´er deltager i projektet. Tre kommuner - to i Letland (Saldus og Cēsis) sammen med Odense Kommune og tre regioner i henholdsvis Region
Norrbotten/Sverige, Westpomeranian/Polen og Bremen City/Tyskland deltager i projektet - og samarbejder hver især med kunstneriske og kreative uddannelsesinstitutioner i Polen, Tyskland og
Sverige (Media Dizajn, Bremer Volkshochschule og Sunderby Folk High School).
"Vi ser frem til at skabe en online guide sammen med de øvrige partnere, som gør det nemmere
for deltagerne at bruge Kultur på Recept-forløbene, og som samtidig kan øge opmærksomheden
omkring Kultur på Recept hos blandt andet beslutningstagere. Vi tror på, at projektet kan have en
betydelig indflydelse på sundhed og velvære for rigtigt mange mennesker, og vi glæder os til at
samarbejde med de andre partnere og gøre det til en fælles succes," siger Søren Windell,
rådmand for By - og Kulturforvaltningen i Odense Kommune
Odense Kommune er en del af Kulturregion Fyn, som siden 2022 har kørt projekt "Fynsk Kultur på
Recept".
"På Fyn har vi allerede haft forskellige Kultur på Recept-forløb målrettet borgere mentale
udfordringer såsom stress, angst, depression og ensomhed. Evalueringerne viser, at forløbene
hjælper borgerne til at få det bedre. De møder hinanden, de deltager aktivt, og de ser kulturen fra
et nyt perspektiv - og det giver dem et nyt og meningsfuldt indhold i livet. Vi er glade for at dele
vores erfaringer på det her område og hjælpe med at udvikle flere projekter. Vi glæder os også til,
at vi får nye indsigter, der kan hjælpe os med at udvikle vores nuværende metoder yderligere. Det
vil på sigt gøre, at vi kan hjælpe vores borgere endnu mere," siger Anne Møllegaard,
formand for Kulturregion Fyn, som er et samarbejde mellem ni fynske kommuner.
Tre universiteter følger projektet tæt
Tre universiteter kommer til at følge projektet tæt for at evaluere projektets resultater og hjælpe med
udviklingen af den fremtidige model for Kultur på Recept. Det er Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet, Turku University of Applied Sciences og the Lithuanian University of Health Sciences. De tre universiteter bidrager med forskellige kompetencer og viden om helbredseffekter, organisering og de sundhedsøkonomiske gevinster ved kulturforløb.
En særlig vigtig rolle får Northern Dimension Partnership on Health and Social Well-being Secretariat (NDPHS) - en overstatslig organisation, som skal understøtte og promovere resultaterne til de relevante ministerier og nationale beslutningstagere i de forskellige lande.
Læs mere om projektet på dansk
Læs mere om projektet på engelsk / Read more - in english - about the project