Kultur på Recept - vi giver en midtvejs-status
”Status er, at vi holder planen. Den første runde, hvor der har været mentorer tilknyttet til at hjælpe de enkelte forløb i gang, er løbet af stablen i alle fire kommuner. De samme kommuner er i gang med at planlægge næste runde af forløb, og faktisk så er Faaborg-Midtfyn Kommune allerede i gang med forløb nummer to."
”Den 2. juni 2022 afholdte vi en stor fælles workshop, hvor vi først samlede op på de erfaringer, som kommunerne har fået, og dernæst brugte erfaringer til at udvikle de næste forløb. Selvom det er det samme koncept, vi arbejder med, så er forløbene faktisk meget forskellige, på grund af de lokale forskelle fra kommune til kommune, så der er virkelig noget spændende at snakke om.”
Hvordan er det gået i projektets første halve år - og er der noget særligt, som du vil fremhæve?
”Det er gået super godt. Der er kommet nogle gode forløb ud af det ude i kommunerne, og de har fået organiseret sig. Jeg vil gerne fremhæve de fire koordinatorer (Du kan finde koordinatorerne her), som gør et kæmpe stort stykke arbejde og har sådan en vigtig rolle i at gøre det her til en succes for de borgere, som er med i Kultur på Recept.”
”Vi er i øvrigt i gang med evalueringen allerede, og vi har gennemført den første interviewrunde i alle fire kommuner. Særligt de kommuner, som ikke tidligere har haft lignende kultur- og sundhedsprojekter i deres kommune, sætter stor pris på mentorforløbet, men der er faktisk kommet noget meningsfuldt ud af samarbejdet med mentorerne alle steder, oplever jeg. Og så møder vi bare begejstring fra deltagerne i alle de fire forløb, der er afsluttet indtil videre. Det er virkelig dejligt at høre.”
Hvad sker der i det næste halve år, og hvad sker der i 2023?
”De fire kommuner, som er i gang med forløbene til deltagerne over 30 år, skal have afviklet de sidste tre forløb. ”Faaborg-Midtfyn Kommune er allerede i gang med nr. 2 forløb – de andre er i
gang med at udvikle og planlægge forløbene”.
”De fem kommuner som skal udvikle forløb til de unge under 30 år i 2023 er så småt gået i gang med de indledende overvejelser. Her træder vi ud på nyt farvand, for der er ikke særligt mange erfaringer endnu med Kultur på Recept-forløb til unge. Det bliver spændende at se de første erfaringer og udviklingen i projektet.”
I er allerede i gang med noget evaluering, hvad går det ud på, og hvornår ser vi resultaterne?
”Vi evaluerer projektet i samarbejde med Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet (SDU). Vi evaluerer mentorforløbet separat, og så har vi fokus på effekten af forløbene i sig selv – hvad får deltagerne ud af det og hvordan opbygger man et godt forløb. I starten af 2023 kommer resultatet for de nuværende forløb for voksen-målgruppen, og i starten af 2024 kommer resultaterne for de unge og de samlede resultater.”
Hvornår er du en glad projektleder?
”Det er jeg, når deltagere er glade og får noget godt ud af det. Og når kommunerne får nogle erfaringer og deler dem på kryds og tværs. Jeg er også en glad projektleder, når vi løfter i flok, og selvfølgelig også når vi opnår de ting, vi har sat os for. Og det er vi lykkedes med, så jeg er glad.”
Læs mere om Fynsk Kultur på Recept.
Billedet er fra før projektet startede - fra en netværsksdag i 2021 for aktører på Kultur og Sundhedsområdet omhandlende Kultur på Recept.