Hvad er by?
Projektet "Hvad er by?" er skabt i et samarbejde mellem Svendborg Museum, huskunstner og arkitekt Roar Jenslev Lerche og tre klasser fra Ida Holst Skole i Svendborg. Projektet er rundet af, at Svendborg Museum- som et museum uden vægge - bruger byen som klasseværelse. ”Hvad er by?” er med til at vise, at historie er ikke kun noget, der udspiller sig på bøgernes sider, men begivenheder, mennesker og valg, der har fundet sted midt i elevernes egen by.
Det forklarer Roar Jenslev Lerche:
“En by kan sammenlignes med en organisme. En demokratisk organisme. Der bygges og der fjernes. Der tilpasses og der bevares. Man finder gamle bygningsværker blandet med top moderne byggeskikke. Ind imellem disse findes byens mange historiske detaljer, hvori byens historie kan aflæses. Byen er også fyldt med funktioner og forbindelser. Her er butikker og tandlæger. Der er gader og pladser. Og i dette miksmaks er der alt det sanselige. Duften fra bagerens nybagte brød, solstrålen på bænken og den friske vind fra havet. På den måde består byen af mange lag på tværs af byens levetid. Den består af utallige meninger om, hvordan at byen skulle være engang, hvordan den er nu og hvordan den skal være i fremtiden. Derfor er byen en demokratisk organisme.
Det er dette som projektet “Hvad er By” prøver at give eleverne et indblik i. Altså hvad byen var, hvad den er og hvad den skal være i fremtiden. Derpå vil vi også gerne give børnene en lille stemme i, hvordan byen burde være. I de tre kunstværker som eleverne skal lave, vil man kunne finde deres billeder af elementer fra byen gennem tiden samt små forslag til, hvad byen skal være og bestå af i fremtiden“ fortæller Roar Jenslev Lerche om projektet.
Eleverne skaber byen
Eleverne fra Ida Holst Skole starter deres by-forløb med en dag på byvandring. Her vil Nils Valdersdorf Jensen fra Svendborg Museum fortælle nogle af byens gamle historier. På denne tur skal de også lære at åbne øjnene for byens gamle og nutidige detaljer, og hvad byen er, som den ser ud idag.
På dag to vil eleverne arbejde kreativt med tegning og skabe et abstrakt kort over, hvad byen består af. Her vil vi fokusere på fortid, nutid og fremtid. Hver klasses abstrakte bykort vil derfor ikke fortælle, hvordan at man finder frem i byen. Men være billeder over, hvad en by er, og hvordan at de synes, at den skal være i fremtiden. Via elevernes bykort får vi børnenes blik på byen – et perspektiv, der ofte mangler.
Produktet af projektet udstilles på Svendborg Bibliotek fra torsdag den 8. november og to uger frem.
Om Kulturens Laboratorium:
Kulturens laboratorium er et projekt, hvor lærere, kunstnere og kulturinstitutioner samarbejder om at udvikle undervisningsforløb for fynske skoleklasser. I den forbindelse har kulturens laboratorium søgt lærere der brænder for at integrere kunst i undervisningen og sat dem sammen med kulturelle institutioner samt huskunstnere fra vidt forskellige kunstgenrer. Huskunstnerprojektet er støttet af Statens Kunstfond.
Kontakt:
Huskunstner og arkitekt: Roar Jenslev Lerche, [email protected] / tlf: 51709851
Svendborg Museum: Nils Valdersdorf Jensen, [email protected]
Kulturens Laboratorium: Sebastian Stokkebo Sørensen, [email protected]
Foto: Roar Jenslev Lerche