Flere børn og unge skal kunne udfolde sig kreativt og visuelt - de fynske kommuner tilfører nu næsten en million kroner til det
Det sker med uddelingen af næsten en million kroner under indsatsområdet "Visuel Kultur" i Kulturregion Fyn. Kulturregion Fyn er et samarbejde mellem ni fynske kommuner.
Projekterne er fordelt, så der kommer tilbud til børn og unge i alle de ni kommuner i løbet af 2022 og frem til 2024.
"Vores børn og unge skal have mulighed for at udvikle og fordybe sig i deres kreativitet og finde frem til deres personlige udtryksformer. Det er vigtigt for os i Kulturregion Fyn, at der kommer flere og flere bæredygtige, lokale fritidstilbud med en høj kvalitet og relevans, så børn og unge opdager, hvad de kan og får blod på tanden til at bruge det i deres fritid og måske engang som deres levevej. Projekterne, som vi har valgt at støtte denne gang, er meget forskellige og tilbyder et bredt spektrum af visuelle udtryksformer, og det bliver spændende at se, hvad de unge kan udrette sammen med de dygtige kulturskabere og undervisere, som har søgt puljen for Visuel Kultur i Kulturregion Fyn," siger formand for den politiske styregruppe i Kulturregion Fyn Anne Møllegaard Mortensen, som også er formand for Kultur- og Lokalsamfundsudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune.
Her kommer de fynske børn og unge til at møde de nye tilbud
Kulturregion Fyn har i 2022 fået i alt 11 ansøgninger fra projekter indenfor visuel kultur, heraf har syv projekter fået tilsagn.
Flere af projekterne breder sig ud over kommunegrænserne. Det betyder, at der kommer flere tilbud i de enkelte kommuner under Kulturregion Fyn.
● Der kommer 6 nye tilbud i Svendborg Kommune.
● Der kommer 5 i Odense Kommune.
● Der kommer 4 i Faaborg-Midtfyn Kommune.
● Der kommer 4 i Nordfyns Kommune.
● Der kommer 4 i Nyborg Kommune.
● Der kommer 4 i Ærø Kommune.
● Der kommer 4 i Assens Kommune.
● Der kommer 3 i Langeland Kommune.
● Der kommer 3 i Kerteminde Kommune.
*****
To eksempler på projekter, som nu modtager støtte fra Kulturregion Fyn:
Tingcentralen er et materialelager og værksted i Årslev, der får leveret restmaterialer fra virksomheder. På Tingcentralen får genbrugsmaterialerne værdi som et reelt materiale til brug i undervisning/formidling f.eks. til brug i forskellige kunstværker. Restmaterialerne kan eksempelvis omdannes til totem-pæle eller uro/mobiler. Tingcentralen har ombygget en 80´er campingvogn, så de kan komme rundt på Fyn og lave events og worskhops. Kulturregion Fyn støtter projektet "TingcentralenGO - slip fantasien løs", hvor der skal afholdes de første ni events / workshops for børn, hvor udgangspunktet er kreative kunstværker. Derudover afholdes to inspirationsdage, så Tingcentralen får udviklet et fremtidigt koncept for workshops for børn og unge med campingvognen og konceptet omkring denne.
Johannes Larsen Museet får støtte fra Kulturregion Fyn til projektet "KUNSTMANIFEST - unge stemmer larmer bedst", hvor museet samarbejder med ungdomsskoler og efterskoler på hele Fyn. Projektet har til formål at give unge på Fyn en kraftfuld og vigtig stemme. Der bliver afholdt 19 workshops, hvor de unge skal skrive eksempelvis et manifest eller et digt og performe dem for hinanden. De unge skal også udgive en bog med egne tekster og illustrationer. Nogle af de unge vil også medvirke til at skabe udstillinger med deres værker. Som en del af projektet afholdes underviserworkshops med fokus på, at underviserne bliver rustet til at hjælpe de unge med at skabe deres egne værker.
Om Visuel Kultur-puljen
Visuel Kulturpuljen er målrettet børn- og ungeprojekter i Kulturregion Fyn. På Fyn og øerne har vi en del billedskoler og mange ungdomsskoler, festivaler og kunstmuseer m.m., der alle arbejder med fritidstilbud til børn og unge indenfor visuelle æstetiske udtryksformer som billedkunst, arkitektur, design, installation, grafisk design, foto og film. Med puljen ønsker Kulturregion Fyn at styrke og øge det samlede antal af tilbud, så flere børn og unge kan dyrke deres interesse for visuel kunst og kultur i fællesskaber med fokus på udvikling, trivsel og agens. Samtidig arbejder Kulturregion Fyn målrettet med at skabe synergi mellem de forskellige kulturtilbud på Fyn.
Der var afsat 1,2 millioner kroner til puljen i 2022. Heraf blev der samlet set uddelt 941.782 kroner til de syv projekter her i 2022.
Der er i den nuværende kulturaftale givet støtte til 26 projekter under indsatsområdet "Visuel Kultur" i Kulturregion Fyn.
Puljen for Visuel Kultur er nu lukket, men det er muligt at søge Kultur i Natur-puljen frem til januar 2022 - se mere her.