Fire erhvervs- og kulturprojekter får 1,3 mio. kr. af Kulturregion Fyn
Fire paneldeltagere, 15 ansøgninger og 1,3 millioner kroner. Sådan var scenariet, da Kulturregion Fyn i foråret modtog ansøgninger til puljen Innovative Kulturkoncepter. Puljen er dedikeret til udvikling og gennemførsel af en række innovative kulturkoncepter forankret hos fynske kulturinstitutioner og i tæt samarbejde med erhvervslivet.
På baggrund af dommerpanelets anbefalinger er fire spændende projekter blev udvalgt og puljens
1,3 millioner kroner fordelt mellem dem.
Midlerne går til: Erindringsteater for demente, en audiowalk med totalteater på den sydfynske Øhavsstien, lokal og digital kunstformidling i det offentlige rum og et filmteater, hvor publikum kan opleve lokalhistorier fortalt gennem nye scenekunstproduktioner. Projekterne kan opleves i løbet af efteråret 2019 og foråret 2020, og fælles for dem er, at de er blevet til i et samarbejdet mellem kulturinstitutioner og erhvervsvirksomheder.
Lars Erik Hornemann, formand for Kulturregion Fyn, er overbevist om, at kultur- og erhvervslivet kan lære enormt meget af hinanden, og at det tværgående samarbejde også kommer publikum til gode.
- Vi ved fra sidste år, at der opstår nye, spændende idéer, når folk fra kultur- og erhvervslivet sætter sig sammen. Konstellationen udmønter sig i innovative produktioner, da begge parter kan byde ind med stor viden og høj faglighed på lige nøjagtig deres område. Det giver en god energi, og vi skal huske, at begge brancher som udgangspunkt arbejder med at skabe gode brugeroplevelser.
- Forhåbentlig kan de forskellige samarbejder også fungere som en inspirationskilde for andre kultur- og erhvervsvirksomheder, som syntes, det kunne være spændende med nye input, lyder det fra Lars Erik Hornemann.
De 4 udvalgte kulturprojekter er:
Projekttitel: Teater Cinema
Projektpartnere: Teater Momentum, Goodwill Film, Dansk Lys & Lyd
Teater Momentum, Goodwill Film og Dansk Lys & Lyd er gået sammen om at skabe Teater Cinema, som vil formidle lokale historier og skæbnefortællinger fra Fyn. Teaterforestillinger baseret på interviews med lokale fra Langeland, Bogense og Vollsmose vil blive optaget på film, hvorefter filmene vises i en mobil biograf i miniformat på de steder, hvor fortællingerne har rod. Af samme grund vil Teater Cinema-biografen blive opstiller på Langeland og i Bogense og Vollsmose i løbet af efteråret 2019.
Projekttitel: Lyt til kunsten
Projektpartnere: Faaborg Museum, Kulturaktører Sara Line Batson Matzen og Helle Ansholm Rasmussen, VIZGU
Faaborg Museum, kulturaktører Helle Ansholm Rasmussen og Sara Line Batson Matzen står bag projektet Lyt til Kunsten, hvor oversete og uformidlede kunstværker på Fyn får en stemme via den gratis kunstapp Vizgu. I appen vil det være muligt at trykke sig ind og blive klogere på kunstværker, som er spredt ud over hele Fyn, og som ikke tidligere har haft en tydelig fortælling.
Projektet er en slags kunstens geocaching - et kulturbaseret orienteringsløb, hvor man ved hjælp af Vizgu, nemt og hurtigt kan få viden om en bred række af Fyns kunstskatte og derigennem også få et bedre lokalhistorisk kendskab. Det hele sker direkte på mobilen.
Projektet kan opleves fra efteråret 2019 og to år frem.
Projekttitel: SUNDETS STILHED
Projektpartnere: BaggårdsTeatret, Svendborg Event og Natur&Turisme, Kontrafej og Podwalk
BaggårdsTeatret har skabt en hel ny teaterhybrid, hvor kulturarven bliver levende og kan opleves, mens man vandrer i skøn natur. Fortælling, sang og teater kombineres med en skøn naturvandring, hvor publikum oplever forskellige forfattere og bliver aktiveret undervejs.
Projektet arbejder i krydsfeltet mellem natur og kultur, hvor teater, podcast, kulturarv, naturturisme og podwalk-teknologi skaber en ny form for kulturel vandring, som er helt unik for området.
På dansk bliver fortællingen indtalt af Lars Mikkelsen, men den også kan opleves indtalt på engelsk og tysk. I den tyske udgave er det skuespilleren Tom Wlaschiha, kendt fra tv-serien Game of Thrones, der fortæller.
SUNDETS STILHED får premiere fredag den 11. oktober 2019.
Projekttitel: Stjernestunder - fra erindring til erobring
Projektpartnere: DATS/Dansk Amatør Teater og Scenekunst, Alzheimerforeningen og Søndersø Amatørteater. Derudover indgår også plejepersonale fra fynske kommuner og plejecentre.
DATS står i samarbejde med Alzheimerforeningen bag projektet Stjernestunder – fra erindring til erobring, der giver demente og deres pårørende adgang til teateroplevelser. Aktører fra fynske amatørteatre deltager i et forløb, som gør dem i stand til at spille og undervise i erindringsteater.
Centralt for projektet er den tankegang, at demente også kan bidrage aktivt til et fællesskab, at de ikke blot skal passes.
I det omfang, det er muligt under hensyntagen til beboernes formåen, er alle arrangementer offentlige, hvilket også giver mulighed for, at projektet på sigt kan udbredes til alle plejecentre, hvor både beboere, pårørende og personale inddrages og tilbydes teateroplevelser.
Stjernestunder – fra erindring til erobring kan opleves fra efteråret 2019 og frem til foråret 2020.