Den Fynske Kulturpris’ fem finalister er fundet
Først blev 15 kandidater indstillet til Den Fynske Kulturpris 2018. Nu har en fagjury skåret feltet ned til fem spydspidser indenfor fynsk kunst og kultur. Dermed er opløbet om æren og de 50.000 kr., der følger med titlen, for alvor skudt i gang.
De fem finalister til Den Fynske Kulturpris 2018 er:
- "Den kulturelle rygsæk" - skræddersyede undervisningsforløb i kunst og kultur til alle elever i folke- og friskoler i Faaborg-Midtfyn Kommune
- "Øhavsmuseets snorkelformidling" - landskabssnorkling hen over oversvømmede stenalderlandskaber i Det sydfynske Øhav
- "Lars von Trier - Det gode med det onde" - udstilling på Brandts - Museum for kunst og visuel kultur
- "Ladbytapetet" - et syv meter langt broderi, som handler om Ladbyskibet. Udstilles på Vikingemuseet Ladby
- Artist-in-Residence, Thurup Hus og Naarup Savværk - Kunstnerophold 2017
Listen over finalister rummer kulturtilbud, der alle formår at række ud til forskellige aldersgrupper og interessefællesskaber. Der er noget, som Lars Erik Hornemann, formand for Kulturregion Fyns politiske styregruppe, ser en stor styrke i:
"Årets fem finalister er alle kulturelle brobyggere. De inviterer indenfor i kunsten og kulturens verden ved at skabe aktiviteter, der trækker tråde til andre fællesskaber og interessefelter. Filmkunst, undervandssport, kunsthåndværk, skoleundervisning og naturen er alt sammen repræsenteret hos vores fem finalister. For mig beviser det, at kunst og kultur er overalt og kan integreres mange steder i vores liv, hvis vi bare rækker ud og tager imod. Og det håber jeg, at fynboerne vil blive ved med at gøre," lyder det fra Lars Erik Hornemann.
Den Fynske Kulturpris uddeles til en kulturbegivenhed eller et værk, som er af særlig høj kunstnerisk eller kulturhistorisk kvalitet. Det skal appellere til et bredt publikum og give dem en unik oplevelse inden for sin genre.
De fem finalister er udvalgt blandt femten nominerede af fagjuryen, som består af:
- Rasmus Quistgaard, program director, Heartland
- Betina Følleslev, festivalleder, Spoken Word Festival
- Sanne Flyvbjerg, forfatter
- Simon Høegmark, pædagogisk leder og ph.d. stud., Naturama og Fjord&Bælt
- Ingrid Vatne, museumsinspektør, Museum Vestfyn
Kulturregion Fyns politiske styregruppe udpeger årets vinder på baggrund af fagjuryens anbefalinger.
Kulturregion Fyn afholder i år den festlige prisuddeling i Kulturhuset Støberiet i Bogense fredag d. 16. november. Ved festen vil konferencier Morten Givskud guide publikum igennem en festlig aften med indslag fra stompgruppen HabenGoods og drag artist Tinus De Schunard.
Fra tirsdag den 23. oktober uddeles der traditionen tro et antal billetter til prisuddelingen efter først-til-mølle-princippet. For mere information hold dig opdateret her på hjemmesiden eller via Kulturregion Fyns facebookside.
Resumé af fagjuryens indstillingstekster:
Lars Von Trier – Det gode med det onde
Lars von Trier - Det gode med det onde er den første udstilling af sin art nogensinde, der giver et retrospektivt indblik i en af dansk films store mestre, nemlig Lars Von Trier; hans fascinerende liv og mangeartede filmværker. Udstillingen kunne ses i perioden 10/11 2017 – 29/7 2018 på BRANDTS i Odense.
Udstillingens opbygning skabte overskuelighed og logiske sammenhænge mellem dens forskellige afsnit. Dens enkeltdele bestod af klart formidlede nedslag i Von Triers rige filmunivers. Publikum selv kunne gå på opdagelse i f.eks. fotos og tekster med anekdoter fra Lars Von Triers liv, effekter fra forskellige film og forklarende videosekvenser, der ”dobbeltklikkede” på særligt spændende historier eller vigtige temaer i instruktørens arbejde.
Lars von Trier - Det gode med det onde er indstillet til Den Fynske Kulturpris 2018, fordi udstillingen var skruet rigtig godt sammen og formåede at formidle Lars von Triers krævende filmværker, forunderlige liv og kontroversielle virke med imponerende overblik og sans for de på én gang originale og alment interessante aspekter af Von Triers verdenskendte filmkunst. Ja, faktisk kunne man som publikum have ønsket sig, at udstillingen kunne have fået lov til at fortsætte i endnu flere rum og endnu flere etager, fordi den var så fascinerende, sansemættet og inspirerende.
Hvorfor sådan en udstilling aldrig er realiseret før, kan umiddelbart synes som en gåde. Måske hænger det sammen med, at det kan virke som en stor og vanskelig mundfuld at skulle præsentere den danske stjerneinstruktørs komplekse værker på en måde, der lever op til det høje niveau i hans kunstneriske virke og samtidig gør stoffet tilgængeligt for en bred målgruppe.
Ikke desto mindre er det præcis, hvad BRANDTS lykkedes med.
Øhavsmuseets snorkelture - formidling af det undersøiske landskab i Det sydfynske Øhav
Med Øhavsmuseets nye formidlingsinitiativ – snorkelture - vil museet åbne den undersøiske stenalderverden op for sit publikum - en verden der for de fleste i dag er ukendt og gemt under bølgerne i Det sydfynske Øhav. Øhavsmuseet er p.t. det eneste museum i landet, der benytter sig af det formidlingsgreb.
Snorkelturene varer halvanden time, og i dette tidsrum får brugerne dels en indføring i, hvordan man snorkler (man skal altså ikke have særlige snorkelforudsætninger), og man får en præsentation af og indføring i det sete under havets overflade af museets arkæologer.
Med deres vejledning og guidning er de historiske levn lette at få øje på, og det er således gæsten selv, der opdager de historiske spor – nærmere bestemt oversvømmede bopladser fra ertebølletiden. Bopladser som jægere har etableret for ca. 9000 år siden, efter at havet var steget 140 meter i takt med, at istidens gletsjere smeltede.
Øhavsmuseets snorkelture nomineres til Den Fynske Kulturpris 2018, fordi de viser vejen for, hvordan kulturhistoriske museumsformater kan blive relevante for en bredere målgruppe, og hvordan formidlingen af et kulturhistorisk emne også kan ske iført dykkermaske, våddragt og snorkel.
Turene giver mulighed for, at de historisk interesserede bliver præsenteret for kulturarven på en helt ny måde, og at friluftsentusiaster kan få en anderledes outdooroplevelse, hvor de bliver klogere på de oversvømmede stenalderlandskaber. Samtidig er det enestående, at museumsoplevelsen opdages og udforskes af snorkelgæsterne selv. De finder selv deres spor – de oplever så at sige historien gennem deres egen opdagelse og udforskning.
Ladbytapetet
Historien om Ladbytapetet er historien om 16 engagerede brodøser, en plantefarver og en kunstner, der gennem seks år har tryllebundet Vikingemuseet Ladbys mange gæster med deres engagement og viden om den gamle kunst at brodere. Der blev arbejdet på Ladbytapetet fra 2011-2017. Resultatet blev til et syv meter langt broderi, der fortæller om vikingekongen, ladbyskibet, fundet af gravhøjen m.m.
Det tager utrolig lang tid at brodere et motiv på tapetet – godt 5016 broderitimer er det blevet til.
Ladbytapetet er nomineret til Den Fynske Kulturpris 2018, fordi det er et mellemmenneskeligt kulturprojekt, der har bundet folk sammen, og som har skabt inspirerende samtaler og ny indsigt blandt dem, der har broderet, dem der har fortalt og dem der har lyttet. Samtidig er det et projekt, der fostrer fordybelse og ro.
Det er bemærkelsesværdigt, hvordan brodøserne, med deres unikke engagement har skabt et formidlingsrum på Vikingemuseet Ladby, har bragt folk til Fyn, Østfyn og Museet fra nær og fjern. Her skal der virkelig sættes streg under ”nær og fjern”. Således har internationale gæster helt fra USA, Asien og Europa flere gange besøgt brodøserne i deres proces. Det er således fortællingen om, hvordan et stykke lokalt fynsk kultur – når fortællingen er god - kan formå at nå verden rundt, men også bringe verden til Fyn.
Artist-in-Residence
Assens Kunstråd besluttede i 2016 at sætte et nyt internationalt kunstprojekt i søen. Nærmere bestemt skulle internationale kunstnere inviteres til en måneds kunstnerophold i Assens Kommune i 2017 med den betingelse, at de ville arbejde under et overordnet tema: Klodens tilstand, natur, økologi og bæredygtighed.
Kunstnerne skulle have frie tøjler til at udvikle og skabe værker eller kunstneriske eksperimenter, der kunne skabe debat om nogle af de klimaudfordringer, kloden står over for.
De kunstnere, der blev valgt til projektet, forpligtede sig samtidig til at kommunikere deres eksperimenter, tanker og overvejelser til offentligheden under deres ophold. Det betød, at de undervejs skulle deltage i såkaldte ”åbne værksteder” og afholde en artist talk, hvor offentligheden kunne følge med i deres skabende proces og spørge ind til deres kunstneriske virke eller debattere med dem om kunst og klima.
Der var en overvældende interesse for projektet fra internationale kunstnere, hvorfor Assens Kunstråd havde en god portion ansøgere at vælge imellem. Fem kunstnere fra henholdsvis Finland, Skotland og England/Tyskland blev valgt til et en måned langt kunstnerophold.
Kunstnerne skulle opholde sig på to oplagte lokaliteter i kommunen: Thurup Hus, som tidligere var den lokale kunstner Børge Thurups hjem og arbejdssted og nu var et refugium i naturskønne omgivelser. Naarup Savværk med tilhørende to lejligheder og værkstedsfaciliteter - et kreativt lokalmiljø, en omringende natur og en traditionsrig historie.
Årets kulturprisjury synes, det er inspirerende og visionært, at Assens Kunstråd forfølger visionen: At man styrker den lokale kunst og kultur ved at holde kanalerne til omverden åbne ved i flere år i træk at invitere internationale kunstnere til kommunen for at skabe inspiration og nybrud udefra. Og når kunsten skal forholde sig til og skabe kreative ideer til globale naturudfordringer, er det fuldstændig oplagt, at den kunstneriske inspiration foregår i en åben dialog over grænserne.
Den kulturelle rygsæk
Den kulturelle rygsæk skaber kunstnerisk og kulturelt indhold i skoledagen til alle elever i folke- og friskoler i Faaborg-Midtfyn Kommune.
Den kulturelle rygsæk består af skræddersyede, forskelligartede og inspirerende undervisningsforløb, som er udviklet i et tæt samarbejde mellem skoler, kulturaktører og kulturinstitutioner. I 2013 påbegyndte Faaborg-Midtfyns Kommune udviklingsarbejdet, og i skoleåret 2017-2018 var Den kulturelle rygsæk fuldt udrullet med kulturelle undervisningsforløb til alle klassetrin fra 0.-10. klasse. Dermed har Den kulturelle rygsæk nået sit mål ved, at den sikrer, at alle ca. 6000 skoleelever i kommunen hvert år bliver præsenteret for en ny kunstnerisk eller kulturel genre målrettet lige netop deres klasse/alderstrin.
Projektet giver kommunens børn og unge et godt indblik i og kendskab til æstetiske genrer og formsprog og til skabende processer i løbet af deres skolegang. Det vil sige, de møder kunst og kultur i en kontekst, hvor de sammen med andre uddanner sig, formes og modnes som individer og samfundsborgere.
Den kulturelle rygsæk er indstillet til Den Fynske Kulturpris 2018, fordi den skaber en forskel og har en stor nytteværdi for de involverede. At Den kulturelle rygsæk er sikret via kommunens budgetter i fremtiden, vidner om det ambitionsniveau, det mod og det udsyn, som såvel kommunens politikere, embedsmænd, kulturaktører og skoler deler – nemlig, at det er en langvarig og nødvendig investering at styrke kultursamarbejder i kommunen, så børn og unge kontinuerligt møder kunst og kultur på et dybdegående og kvalitativt niveau.
På landsplan ligger Faaborg-Midtfyns Kommune således helt i front, når det handler om målrettede indsatser i skolerne inden for kunst og kultur, og projektet er med til at sætte Faaborg-Midtfyn og Fyn på det nationale børne- og ungekulturelle landkort.