COVID-19 Kulturpuljen lukker d. 6. juli
Lige siden Kulturregion Fyn lancerede COVID-19 Kulturpuljen d. 15. maj, har kulturregionen modtaget en lind strøm af ansøgninger. Ikke mindre end 32 ansøgninger er det blevet til indtil videre, hvilket også betyder, at puljen nu næsten er tom. Derfor lukker Kulturregion Fyn puljen d. 6. juli. Hvis ikke der havde været så stor søgning, var det meningen, at puljen skulle have været åben frem til d. 1. september.
Lars Erik Hornemann, formand for Kulturregion Fyn, ser det som noget positivt, at puljen er blevet tømt så hurtigt.
- Det betyder bare, at vi har ramt rigtigt. Der er en stor interesse for at lave projekter centreret omkring fællesskaber, sundhed og naturen, og ansøgningerne, som vi har fået, har været stærke og ambitiøse. Derfor har pengene også hurtigt fået ben at gå på. Jeg glæder mig meget over, at puljen kan være med til at sikre, at kulturaktørerne fortsat kan bedrive kultur i en lidt svær tid, og jeg er sikker på, at projekterne, som er blevet udvalgt til at modtage midler fra puljen, vil berige en masse fynboer kulturelt.
Allerede tidligt i processen stod det klart, at der var en stor interesse for COVID-19 Kulturpuljen, hvorfor Kulturregion Fyn tilførte flere midler til den, fortæller Lars Erik Hornemann.
- Fordi vi modtog så mange stærke ansøgninger, der på inspirerende og innovativ vis forener og styrker koblingen mellem kultur og natur, valgte vi at overføre flere midler til puljen. Det kunne vi bl.a. gøre, fordi vi egentlig havde planlagt at lancere en pulje i efteråret målrettet kultur- og naturprojekter, men da vi allerede tidligt i ansøgningsforløbet til COVID-19 Kulturpuljen modtog fantastisk mange gode projektforslag, valgte vi, at vi hellere ville have pengene ud at arbejde med det samme, siger Lars Erik Hornemann.
I efteråret laver Kulturregion Fyn i øvrigt en videndelingsdag, hvor vi samler op på nogle af de erfaringer, der kommet ud af COVID-19 Kulturprojekterne.
Læs mere om projekterne, som har modtaget støtte:
Skovfortællinger og fynske sange - fire nye projekter får penge fra COVID-19 Kulturpuljen
COVID-19 Kulturpuljen givre liv til fire naturprojekter
Sårbare borgere kan glæde sig over flere musikalske oplevelser i 2020