Arcade Delight vinder Den Fynske Kulturpris 2019
Den 15. december skruede Dynamo og Røde Himmel helt op for flippermaskinerne, lyskæderne og 80'er-nostalgien. 12 internationale cirkusartister var inviteret til Odense og skabte en afsporet rulleskøjtefest i en 80'er forlystelsespark, der overgik de vildeste fantasier. Alt fra entré til de originale spillemaskiner fra 1980'erne, scenen og boderne var iscenesat for at skabe en rejse tilbage i tiden. Og det lykkedes.
Arcade Delight var en totaloplevelse af lige dele fest, koncert, performance og installation, og det var larmende, festligt og utæmmet. Derfor honoreres Arcade Delight med Den Fynske kulturpris 2019.
Med Arcade Delight understregede Dynamo, at de er et unikt, ambitiøst og moderne cirkushus, som gerne skaber events, der giver genlyd. Den seks timer lange fest tiltrak en bred skare af publikummer i alle aldre og var både folkelig og inkluderende. Publikum kunne lege og interagere med de acts og artister, de var omgivet af, og publikum var dermed selv med til at definere deres oplevelse.
Formanden for den politiske styregruppe i Kulturregion Fyn, Lars Erik Hornemann, udtaler:
"Det er en fornøjelse at kunne overrække Den Fynske Kulturpris 2019 til et kulturtilbud som Dynamo, der ikke er bange for at sprænge rammerne og udfordre odenseanerne og fynboerne med en mere sprælsk og utæmmet form for kultur, end vi er vant til. Arcade Delight var en kæmpe energiudladning, som mindede os om, at kultur gerne må være vildt og voldsomt".
En pris til alle
Gry Lambertsen og Rune Vadstrøm Andersen tog imod prisen på Ærø Færgen, som i år dannede rammen for uddelingen af Den Fynske Kulturpris:
"Tak, vi er super taknemmelige for den støtte, vi har fået i Odense. Arcade Delight har været et kæmpe arbejde, som vi kun har kunnet løfte takket være støtte fra Odense Kommune, Statens Kunstfond og alle de frivillige. Den her pris skal derfor nok dedikeres til alle dem, der gjorde det muligt", sagde de og tilføjede, at der bliver holdt Arcade Delight igen den 14. december.
Med kulturprisen følger 50.000 kroner, som Dynamo vil bruge på mere og federe kunst samt at gøre noget godt for de frivillige.
Årets fem finalister til Den Fynske Kulturpris var:
"Arcade Delight" - 12 internationale cirkusartister stod i spidsen for en seks timer lang totaloplevelse med koncert, performance og installation i Odense.
"Tosca" - en slotsopera opført på Valdemar Slot.
"Agnes Henningsen Festival" - en tre dage lang festival fyldt med kultur, litteratur, musik, gastronomi og kunst - alt sammen i samfundsdebattør og kvindeforkæmper Agnes Henningsens ånd.
"Kyndelmisse - vandring fra vinter til vår" - en lysparade med oplyste dukker, lysende kostumer, poesi og sang, der tilsammen skabte en fortælling om solhverv, kyndelmisse, liv og død.
"Spøgelsesskibet ved Munkebo" - et kunstværk formet af lys og vand, som rejste sig fra vandet som et blafrende og bølgende spøgelsesskib.
Kulturregion Fyns fagjury består af:
Sarah Smed, formidlingschef på Forsorgsmuseet
Jens Galschiøt, kunster og aktivitst
Anneline Köhler Juhl, producent ved Baggårdteatret
Mette Broch Jacobsen, museumsinspektør på Øhavsmuseet
Thomas Storm, operachef ved Den Fynske Opera
Om Dynamo
Dynamo er arbejdsrum og produktionshus for professionel scenekunst med nycirkus som omdrejningspunkt beliggende på Byens Ø på Odense Havn. Dynamo giver grupper og artister, der allerede har en færdig vision, plads til udvikling og research som artists-in-residence. Samtidig udvikler Dynamo co-produktioner med danske og internationale kunstnere til glæde for en efterhånden trofast publikumsskare.
Om Den Fynske Kulturpris:
Kulturregion Fyn uddeler hvert år Den Fynske Kulturpris til en kulturbegivenhed eller et værk, som er af særlig høj kunstnerisk eller kulturhistorisk kvalitet, har appelleret til og betaget et bredt publikum samt givet dem en unik oplevelse inden for sin genre.
Kulturregion Fyns ni fynske medlemskommuner indstiller hver 1-2 kulturbegivenheder eller værker, hvorefter en særligt udnævnt fagjury skærer feltet ned til fem finalister. Vinderen udnævnes af Kulturregion Fyns politiske styregruppe på baggrund af fagjuryens anbefalinger.
Vinderen af Den Fynske Kulturpris går hjem med æren og en kontant anerkendelse på 50.000 kr. De øvrige fire finalister modtager hver 5.000 kr.