Kulturregion Fyn
Nautisk Skulpturleg
Hvem: Geopark Det Sydfynske Øhav
Hvornår: 2024
Pulje: Kultur i Naturpuljen
Geopark Det Sydfynske Øhav har projektet Nautisk Skulpturleg, der kombinerer undervandslegeskulpturer og formidlingsstationer ved Rudkøbing Havn og Klinten Strand i Faaborg.
Med støtte fra bl.a. Kulturregion Fyns Kultur-i-Naturpulje og i samarbejde med træskulptør Balder Mo Schiøtte, skal Nautisk Skulpturleg gøre friluftsliv ved kysten og i vandet spændende og tilgængeligt for børn og familier. Samtidig formidles historier om de første mennesker som boede i det område, som i dag er Geopark Det Sydfynske Øhav.
Projektet omfatter både store legeskulpturer, formidlingsstationer og aktivitetsdage, som sætter fokus på Nautisk Skulpturleg:
Legeskulpturerne er lavet af store træstammer fra Sydfyn, som omdannes til undervandsskulpturer, der inspirerer til leg og udforskning. De fortæller historier om istidens landskab og de første mennesker i området, og er lavet af træskulptør Balder Mo Schiøtte, som du kan høre fortælle om sit arbejde i filmen ovenfor.
Formidlingsstationerne er informationstavler inden på land, ud for hvor skulpturerne befinder sig, der forklarer om havets økosystemer, biodiversitet og klimaforandringernes betydning for havmiljøet.
Aktivitetsdagene vil omfatte workshops, kurser og begivenheder, der sigter mod at engagere lokalsamfundet. De vil blive arrangeret af lokale foreninger og inkluderer leg og læring for hele familien. De har til formål at fremme kystfriluftsliv og skaber et stærkt fællesskab omkring vandaktiviteter.