Følg de helt nye "Fynske Fodspor" på Langeland og Ærø
Kulturregion Fyn og Die Asta Experience står bag projektet, der har samlet 10 ruter med enestående oplevelser rundt på hele Fyn, herunder Odenses Spøgelser, Vikingeruten ved Kerteminde, Danmarks længste rune-indskrift på Nordfyn.
Nu kommer tre nye på Ærø og Langeland, som er tænkt som weekendture, der kan tilbagelægges på to eller tre dage i bil eller på cykel.
På Langeland kommer man for eksempel forbi Skovsgaard Gods, Medicinhaverne, Dovns Klint, De Vilde Heste og de 12 Kunsttårne, som udgør Danmarks længste kunstudstilling.
På Ærø kan man udforske romantiske Ærøskøbing, som er en købstad fra 1800-tallet, Marstal, som har et unikt hundredårigt havnemiljø med gamle træskibe og dramatiske Voderup Klint, som er på den nationale og internationale liste over danske seværdigheder.
- Fyn og øerne har virkelig meget at byde på, og vi vil gerne gøre det nemt for fynboer og turister at komme rundt i landskabet og samtidig få et væld af skønne kulturoplevelser med. Vi lancerede de første otte ruter i starten af corona-tiden og oplevede, at de var meget populære, og at danskerne generelt udnyttede chancen for at bruge og dyrke naturen i Danmark. Med de to nye ruter på Langeland og Ærø og med de otte andre eksisterende ruter på Fyn, er der en oplagt mulighed for at gøre det til dette forår og denne sommer også. Vores "Fynske Fodspor" viser den fynske kultur og natur fra nye sider, og det er spændende at gå på opdagelse, siger formand for den politiske styregruppe i Kulturregion Fyn, Anne Møllegaard Mortensen, som også er formand for Kultur- og Lokalsamfundsudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune.
"How to" og hvem står bag?
Alle 10 ruter kan findes på www.fynskefodspor.dk. De kan gratis downloades til tablet, telefon eller computer.
Udover de nye ruter på Langeland og Ærø, er der på www.fynskefodspor.dk også ruter på fx. Fyns Hoved, i Svanninge bakker, ved Slipshavn i Nyborg, rundt om Kerteminde Fjord, i Odense, ved Svendborg, Assens og Bogense. Flere af ruterne er oplagt som vandreture. Der er både halv dags ture, heldagsture og weekendture blandt ruterne.
Bag projektet står Kulturregion Fyn, som er et kultur-samarbejde mellem ni fynske kommuner og
Kulturministeriet, og ruterne er produceret af Asta Wellejus Die Asta Experience. Udviklingen af projektet er sket i samarbejde på tværs af Fyn med blandet andet museer, arkæologer, kunsthistorikere, kulturkonsulenter, friluftsentusiaster.
De to ruter på Langeland indvies i forbindelse med arrangementet "Åbne Døre" med 42 deltagende kunstnere på Langeland den 16. og 17. april 2022. Læs mere på www.langeland.dk/aaben_langeland
Billedet er fra Voderup Klint på Ærø, som er et af de mange naturskønne steder, som "Fynske Fodspor" leder dig til. Fotograf: Daniel Villadsen.