Se dem først: Fire film, som gør dig klogere
Kunst og kulturelle oplevelser kan være med til at gøre os sundere, både fysisk og mentalt. Det er efterhånden bredt anerkendt, men hvordan oplever mennesker at være del af et forløb, hvor kulturen for eksempel bruges som supplement til en anden behandling? Hvad kan kunsten og kulturen bidrage med, hvis man befinder sig i en grå og sygdomspræget verden, og hvordan får man som for eksempel kunstner sat sit fagområde i spil i den sundhedsfaglige ramme?
Det og meget mere kan du blive klogere på, hvis du sætter lidt tid af til at se fire film om projekterne Natur-litt, Kunsten at male sig ud af et hjørne, Kunst på fynske bosteder og Det glade hjerte lever længst.
Natur-litt var et projekt, som henvendte sig til angst-, stress- eller depressionsramte kvinder, som havde brug for at vende tilbage til hverdagen. Tilbuddet stod på to ben, naturen og litteraturen, og bestod af guidet fælleslæsning, naturoplevelser, spontan opmærksomhed, fællesskab og bålterapi. Se filmen om Natur-litt her: Natur-litt
I projektet Kunsten at male sig ud af et hjørne søgte billedkunstner Karsten Auerbach i samarbejde med OUH at undersøge og dokumentere, hvordan kunsten kan komme i spil i den psykiatriske behandling. Under et 13 uger langt forløb med børn og unge i Børne- og Ungdomspsykiatrien lod han de unge male sig til nye erkendelser og refleksioner. Se filmen her: Kunsten at male sig ud af et hjørne.
Kunst på fynske bosteder er et projekt, som undersøgte, hvordan positive distraktioner i form af smukke fotografier af naturen kunne styrke velværet og trivslen på to forskellige fynske bosteder. Se filmen her: Kunst på fynske bosteder.
Projektet Det glade hjerte lever længst var både en VR-teaterforestilling til patienter indlagt i retspsykiatrien samt et pilotprojekt, som søgte at få erfaringer med, hvordan en kulturel VR-aktivitet kan bidrage til at bremse aktivitetsdeprivation, øge trivsel og understøtte retspsykiatriske patienters rehabilitering. Se filmen her: Det glade hjerte lever længst.
Alle fire projekter modtog midler fra Kulturregion Fyns Kultur- og Sundhedspulje.