Nu skal vi lytte til Fyn
Har du nogensinde lyttet til Fyn? Sådan rigtig lyttet? Til vinden, fuglene og den usynlige støj. Det er der nok ikke mange, som har, men det vil lydkunstneren og komponisten Robert Cole Rizzi gøre noget ved. I projektet "Kunsten at lytte - til Fyn", som er et ud af fire projekter, der vil modtage midler fraCOVID-19 Kulturpuljen, vil han tage fynboerne med på Soundwalks i de fynske bakker og byer. De tre andre projekter, "Favn Fynsk Natur" , "Poetiske lydvandringer i naturen" og "Naturkoncerter" bruger også lyd i form af musik og sproget som katalysator for sanselige og litterære oplevelser.
PROJEKTERNE
1. KUNSTEN AT LYTTE - TIL FYN
Projektet har sit omdrejeningspunkt i Soundwalks, et begreb som dækker over udflugter, hvor hovedformålet er at lytte opmærksomt og bevidst til enhver lyd i det omgivende miljø. Under overskriften "Kunsten at lytte - til Fyn" vil lydkunstner Robert Cole Rizzi i samarbejde med Odense Musikbibliotek invitere fynboerne ud i naturen og virkelig opfordre dem til at lytte. De enkelte Soundwalks planlægges i samarbejde med de lokale biblioteker i de fynske kommuner, og turene starter med en introduktion til begrebet Soundwalk samt lidt fakta om lyd og hørelsen. Efter oplægget skal der sanses på selve gåturen. De enkelte ture planlægges med hensynstagen til karakteristiske og unikke lydfænomener i område. Efter turen afsluttes med en dialog om oplevelsen.
2. FAVN FYNSK NATUR
Musiker Hans Kristian Hannibal-Bach og Sarah Gråskov, som er certificeret naturterapeut, yogalærer og mindfulness instruktør, slår i dette projekt kræfterne sammen og inviterer fynboerne på en sanselig yoga-oplevelse i den fynske natur. Sammen skaber de rammerne for, at deltagerene får en oplevelse af ro og fordybelse i den smukke fynske natur. Hans Kristian Hannibal-Bachs til lejligheden komponerede stedspecifikke lydflader kombineret med Sarah Gråskovs inddragelse af naturen sikrer en helstøbt oplevelse, hvor naturen, musikken og kroppen åbner for sanseindtryk og giver deltagerne mulighed for at opleve naturområdet på en helt ny og nærværende måde.
3. POETISKE LYDVANDRINGER I NATUREN
Spoken Word Festival er en årligt tilbagevendende begivenhed i Odense, som fylder scenerne op. Grundet corona er det ikke muligt i år at afholde Spoken Word Festival på den vante måde, hvorfor festivalen flyttes fra byen til naturen. Det vil arrangørerne bl.a. gøre ved at skabe podcast-serien "Poetiske lydvandringer i naturen", hvor fem ordsmede læser tekster op, der relaterer sig til fem udvalgte ruter på Fyn. De fem ordsmede, som er Kim Linnet, Anne Katrine Bagai, Sanne Flyvbjerg, Mikkel Baaring Andersen og Morten Gottschalck, har alle tilknytning til Fyn, og flere af dem har erfaring med mundtlig og levende litteratur, der er skabt til skulle læses højt, performes og lyttes til. Der vil blive lavet lydvandringer til Thorø Huse, Elmelundskoven, Sollerup Skov, Enebærodde og Fyns Hoved.
4. NATURKONCERTER
Rytmisk Råstof/spillestedet Harders vil med projektet "Naturkoncerter" give publikum en oplevelse, hvor sydfynske naturperler og særligt udvalgte akustiske, musikalske opførelser møder hinanden. Der er planlagt 10 koncerter, og hver lokations unikke udtryk matches med en nøje kurateret artist af Rytmisk Råstof/Harders. Artisterne vil fortrinsvis være professionelle, lokale artister inden for genrer som jazz, folk, klassisk og verdensmusik. Hver koncert får sit eget unikke udtryk, hvor koncerterne supplerer hinanden og derfor kan opleves som en koncertrække.
Følg med på Kulturregionfyn.dk, Facebook eller tilmeld dig nyhedsbrevet for løbende at få informationer om tilmelding til arrangementerne.