Elleve kulturprojekter vil modtage midler fra Visuel Kulturpulje
Den visuelle kultur skal fylde mere på Fyn. Det besluttede Kulturregion Fyn i 2020 og lancerede puljen Visuel Kulturpulje med ansøgningsfrist d. 23. april. Nu har et fagligt panel kigget alle ansøgningerne igennem, og der er blevet udvalgt elleve ambitiøse projekter, som alle understøtter puljens formål om at løfte eksisterende aktivitets- og undervisningstilbud til børn og unge, samt at styrke talentmassen inden for visuelle udtryksformer så som billedkunst, arkitektur, design, spildesign og animation.
De udvalgte projekter spænder lige fra etableringen af fem nye billedskoler i bl.a. Svendborg og på Ærø til et science fiction-inspireret kunstprojekt på Midtfyn, der visualiserer unges fremtidsvisioner for deres egn gennem skulptur, video-animation og et interaktivt digitalt rum.
Lars Erik Hornemann, formand for Kulturregion Fyn, glæder sig over ambitionsniveauet og bredden i de projekter, som nu vil modtage støtte.
- Det er helt tydeligt, at vi har med nogle mennesker at gøre, som virkelig brænder for det her felt, og som ønsker at bringe deres energi, viden og kompetencer videre til børn og unge. Det styrker min tro på, at den visuelle kultur vil blive endnu mere synlig og relevant for børn og unge at beskæftige sig med i fremtiden.
Udover at projekterne understøtter puljens formål om bl.a. at løfte eksisterende aktivitets- og undervisningstilbud til børn og unge, så er mange af projekterne også tværkommunale.
- Erfaringsudvekslingen og videndelingen mellem kommuner og aktører i de forskellige fynske kommuner er med til at sikre, at fagligheden bliver høj i de projekter, vi støtter. Vi ser frem til at se samarbejder gro og ser et stort potentiale i, at både børn, unge og undervisere kan udvikle sig i større fællesskaber og lære af hinanden, siger Lars Erik Hornemann.
Alle elleve projekter vil blive afviklet i 2020.
Det rådgivende faglige panel bestod af:
Søren Taaning er uddannet billedkunstner ved Det Kongelige Danske Kunstakademi og leder af Dansk Talentakademi i Holstebro, samt stifter af ”Skovsnogen/Deep Forrest Artland”
Signe-Lill Bryde Valkvæ og Trine Løgstrup Sørensen/NOWHERELAND er begge uddannet fra Kolding Designskole under institut for Visuel Kommunikation. De producerer og formidler kunst og kulturelle oplevelser til børn og unge.
Katrine Westenholz/Kaleido er uddannet kommunikationsdesigner ved Kolding designskole og har ved flere lejligheder lavet kulturprojekter med børn og unge på Fyn.
PROJEKTER
Hvad: Betonlyd & Streetart Fest
Hvem: Falsetten & Dynasti
Hvor: Odense og Faaborg
Et crossoverprojekt, der afholdes i Ungdomshuset i Odense og på Falsetten Faaborg.
Der inviteres indenfor til to begivenheder hvor unge både kan skabe og nyde kunst inden for streetart og det urbane felt i form af visuel kunst som video, mapping, graffiti og lyskunst, og i form af livemusik med korværk, DJ og koncert. Projektet er udviklet både for kunstens, læringens og begivenhedernes egen skyld, men også for at starte et samarbejde op mellem de unge, der arbejder med visuel kultur i Faaborg og Odense.
Målgruppen for begge events er aldersgruppen 15-25 år.
Hvad: Den Utopiske By
Hvem: Et samarbejde mellem kunstnerduoen Jens & Morten, kunstbureauet Another Public, Ryslinge Friskole, Rudmekompagniet, FGU Syd- og Midtfyn og Faaborg-Midtfyns Kommune.
Hvor: Faaborg-Midtfyns Kommune
Den Utopiske By er et science fiction-inspireret kunstprojekt på Midtfyn, der visualiserer unges fremtidsvisioner for deres egn gennem skulptur, video-animation og et interaktivt digitalt rum, som de unge selv skaber. Sammen med en større gruppe unge fra Ringe, Ryslinge og Rudme vil kunstnerduoen Jens & Morten sammen med Another Public sætte gang i en fælles produktion af visionære, visuelle fortællinger om fremtidens Midtfyns, hvor de unges drømme, håb og ønsker for lokalsamfundet bliver til virkelighed i en række nye digitale kunstværker til hele egnen.
De færdige digitale videoproduktioner bliver bl.a. delt via sociale medier, vist som projektioner i byrummet og brugt som inspiration i kommunens fremtidige planlægning af området.
På baggrund af de unges visualiseringer produceres desuden en særlig interaktiv Midtfyns-skabelon i Unreal Engine, som alle kan tilgå og bruge til at generere egne videofortællinger.
Hvad: UNG KUNST - Ungdomsskoler på Kunstmuseum
Hvem: Kunstmuseum Brandts og fem ungdomsskoler
I projektet “UNG KUNST - Ungdomsskoler på Kunstmuseum” vil Kunstmuseum Brandts i samarbejde med fem ungdomsskoler fra Kerteminde, Nyborg, Langeland, Fåborg-Midtfyn og Svendborg styrke samarbejdet mellem institutionerne.
Besøg, møder og workshops skal munde ud i et nyt format kaldet ART CAMP, hvor unge fra ungdomsskoler blandes med det formål at skabe kunst sammen. Formålet med ART CAMP er at styrke det kreative selvværd hos de unge.
Projektet afsluttes med en udstilling af de unges værker på Kunstmuseum Brandts.
Hvad: Talentudvikling og bæredygtighed for unge
Hvem: Kulturmaskinen, Tekstilværkstedet
Projektet er et tiltag i talentudviklingen for unge i alderen 15-25, der ønsker at udvikle deres kreativitet indenfor design og bæredygtighed. Tekstilværkstedet vil i tæt samarbejde med en lang række aktører være tovholder på det samlede projekt og bidrage med undervisere/vejledere og fysiske faciliteter, der kan understøtte de unge talenters kreative ideer.
Deltagerne vil introduceres for en række værktøjer i løbet af workshops, der sætter dem i stand til at udvikle deres eget produkt. Disse bæredygtige produkter præsenteres for et større publikum ved et afsluttende designmarked.
Hvad: Fra talent til entreprenørskab - et tværæstetisk talentmiljø for unge på Fyn
Hvem: Musikalsk Grundkursus Fyn (MGK) - rep. Odense Musikskole
Projektet har til formål at identificere og udvikle vækstlaget inden for de kunstneriske fag musik, dans, billedkunst, dramatik og film. Bag projektet står Det Fynske Kunstakademi, Odense Musikskole, Elite Teater, Akademiet for Moderne Dans og Klassisk Ballet og Odense Filmværksted, der ønsker at gå sammen om at tilbyde tværæstetiske projektforløb ved navn Culture Camps, som er workshops, der løber over 24 timer, med efterfølgende event/performance, hvor der vil være fokus på at skabe en auditiv og visuel interessant kulturoplevelse for publikum.
Projektets Culture Camps har til formål at kompetenceudvikle de unge på nye og kreative måder, så de får udfordret og udforsket deres eget kompetencefelt i et tværæstetisk perspektiv.
Projektet skal ses som en led i arbejdet for at opdyrke grobund for at etablere et formaliseret samarbejde i form af “Det Fynske Talentakademi”. Det er et ønske at etablere et tværæstetisk miljø, hvor de unge kan blive inspireret, udfordret og danne netværk med andre unge, så de bliver på Fyn.
Hvad: Fælles fynsk netværk for undervisere af børn og unge i billedkunst, arkitektur og design
Hvem: Faaborg Børnebilledskole
Et nyt netværk af undervisere inviteres til en række workshops og erfaringsudveksling møder i 2020.
Formålet et at undervisere får en synlig og relevant netværksplatform til gensidig sparring, erfaringsudveksling, inspiration og kompetenceudvikling i forhold til egen praksis. Dette skal gavne etableringen af flere lokale undervisningstilbud samt kvalitativ/faglig udvikling af tilbud med større kunstfaglig bredde.
På baggrund af erfaringer med etableringen af netværket skabes der grundlag for at pege på fremtidige samarbejder og tiltag, der styrker det overordnede formål.
FEM NYE BILLEDSKOLER
Hvad: Fyns Laboratorie for Ung Kunst (FLUK)
Hvem: Kristian Sæderup, Mathias Sæderup og Stine Kähler
Hvor: Svendborg
Den nydannede forening FLUK starter et hold op i Svendborg, hvor samtidskunst og de mange visuelle udtryksformer sættes under lup. Under forløbet vil der blive brugt afgangselever fra Det Fynske Kunstakademi som gæstelærere.
Der vil være en mindre egenbetaling, hvilket er med til at afsøge muligheden for at lave et bæredygtigt koncept, som kan fortsætte. Drømmen er på sigt at kunne samarbejde med andre ”laboratorier” på Fyn og danne et netværk af både unge og undervisere, der kan løfte kvaliteten af tilbuddet og gøre det attraktivt for unge at indgå i.
Hvad: AVI
Hvem: Langeland Ungdomsskoles fritidsklub i samarbejde med Nynne Riis Skov
Med projektet ”AVI”, ønsker Langelands Ungdomsskoles Fritidsklub at nedbryde nogle af de sociale barrierer, der kan være mellem de forskellige grupper af unge, som er fordelt på øens skoler.
Målgruppen er børn i alderen 10-14 år.
Projektets form og indhold tager udgangspunkt i det digitale spilunivers Fortnite og er inspireret af de virtuelle figurer og det at samarbejde om en fælles mission. De unge føres gennem forskellige kreative workshops, hvor de kan udvikle og visualisere deres egen unikke ”AVI”. En karaktér, de selv får lov til at forme og skabe i den virkelige verden. I det digitale univers gennemgår spillerne forskellige udfordringer, hvorfor projektet ”AVI” også er bygget op omkring en række af ”udfordringer”, der skal løses i fællesskab.
Projektet forløber over en periode på fire uger med skiftende lokation.
Formålet med et projektet er at synliggøre og styrke samarbejdet mellem øens institutioner samt at give de unge en ny platform at mødes på, et fælles projekt og en fælles mission. De kreative processer skaber et rum for at udvikle nye fællesskaber, de unge kan indgå i, og hvor de lærer nyt og udvikler sig i fællesskab.
Hvad: Ny billedskole for børn og unge på Ærø
Formålet med at oprette en billedskole på Ærø er at udvikle et kreativt miljø, som kan udvikle og understøtte det enkelte barns kreativitet og skabende evner, både alene og sammen. Der vil være et stort fokus på at bygge bro mellem lokale kunstnere, museer, kulturaktiviteter og børn og unge på Ærø og dermed bidrage til at styrke det samlede kreative miljø på Ærø.
Hvad: Fødekæde og mesterlære
Hvem: Faaborg-Midtfyn Ungdomsskole
Faaborg-Midtfyn Ungdomsskole vil eksperimentere med og blive bedre til at understøtte mesterlæring og "ung til ung-undervisning som metode på deres billedskolehold. Derudover vil ungdomsskolen videndele med andre ungdomsskoler på Fyn.
Der er en gruppe unge med et kunstnerisk tæft, som ungdomsskolen gerne vil fastholde, efter de er blevet 18 år. Det kan de gøre ved at at ansætte dem som hjælpelærere på de kreative hold. Ved at lade de ældste unge undervise de yngste unge, kan der skabes en fødekæde – både til ungdomsskolerne og i verden udenfor.
Hvad: Fortolkning, forvandling
Hvem: Bastionen, Nyborg Ungdomsskole og Østfyns museer
Hvor: Nyborg og Kerteminde
Med afsæt i den klassiske billedkunst på Johannes Larsen Museet skal en gruppe unge i alderen 12-20 år introduceres til kunstværker, som de herefter fortolker digitalt, fx i form af små animationer, GIF’s, 3D-modeller til projektion eller andre digitale udtryksformer under vejledning af kompetente kunstnere. De unge skal fortolke de fynske klassikere og forvandle dem til moderne udtryksformer, der kan få liv på sociale medier.