Sårbare borgere kan glæde sig over flere musikalske oplevelser i 2020
Sårbare borgere på Fyn kan se frem til at blive inviteret til opera, fællessang, koncert med Lasse og Mathilde med mere i 2020. De tre første projekter, som er blevet udvalgt til at modtage midler fra Kulturregion Fyns COVID-19 Kulturpulje har nemlig fokus på at skabe musikalske oplevelser for borgere på Fyn, der som følge af COVID-19 er isolerede.
I spidsen for de tre projekter står Anja Fælleslev og Lise Haavik, Opera to Go og Lasse og Mathilde.
Anja Følleslev og Lise Haavik vil besøge bosteder på Fyn og give koncerter for voksne fynboer med en fysisk eller psykisk lidelse, mens Opera to Go vil opføre operakoncerter i det fri ved plejecentre i Kerteminde og Langeland Kommune. Endelig vil Lasse og Mathilde spille og synge for plejehjemsbeboere, og for ældre som er raske nok til at komme til Egeskov Slot, Marstal Søfartsmuseum eller Lundeborg. Her vil de udover at få en koncert med Lasse og Mathilde også få mulighed for at deltage i fællessang og samtaler med bl.a. erhvervspsykolog og forfatter Helen Eriksen, greve Michael Ahlefeldt fra Egeskov Slot og museumsinspektør Erik Kromann fra Marstal Søfartsmuseum.
Lars Erik Hornemann, formand for Kulturregion Fyn, er glad for at kunne invitere sårbare fynboer til koncert i 2020.
- Musik er livsglæde, og for mennesker, som tumler med psykiske eller fysiske problemer, kan en koncert være et lysglimt i en hverdag, som måske ellers er præget af smerter og nedtrykthed. De tre projekter spreder glæde samt nærer fællesskabet, vores åndsliv og trivsel, hvilket er det, vi gerne vil med puljen. Vi starter stærkt ud, synes jeg, siger Lars Erik Hornemann.
Savner dans og litteratur
Indtil videre har Kulturregion Fyn modtaget 16 projektansøgninger, men forventningen er, at flere vil ansøge, da ansøgningsfristen først er d. 1. september, eller når puljemidlerne er opbrugt.
Stine Keiding, som er puljeansvarlig, glæder sig over de mange ansøgninger, men har også et par ønsker til de fremtidige ansøgninger.
- Vi har fået mange gode og solide projekter ind, som vi kigger på nu, men For at sikre en bredde i de projekter, vi støtter, efterlyser vi ansøgninger med fokus på litteratur og dans, samt projekter, der har fokus på sanselighed i naturen. Vi vil også gerne have bud på flere projekter, der foregår i Nordfyns og Kerteminde Kommune, siger hun.
Har du lyst til at vide mere om COVID-19 Kulturpuljen, kan du læse mere her: Puljebeskrivelse.